Det virker som om, at alle taler om Rhino og BIM i øjeblikket!
GRAPHISOFT har netop udgivet en manual og en videoguide til deres add-on, der giver mulighed for at overføre objekter fra Rhino og Grasshopper til ArchiCAD, som “intelligente” BIM-objekter.
I manualen gennemgås de to muligheder for at overføre geometri fra Rhino og Grasshopper til ArchiCAD, enten som enkelte elementer eller som hele bygninger. Eksemplet kommer fra den integrerede japanske tegnestue, Nikken Sekkei, som har været med til at udvilke Rhino Connectino til ArchiCAD.
Det intelligente i overførslen er, at objekterne fra Rhino/Grasshopper bliver parametriske ved importen i ArchiCAD, hvor man bl.a. kan indstille hvilket vandret snit-ikon man ønsker, hvilken linietykkelse, – type og -farve, samt materialer og fremtoning i 3D. Det er også muligt at tilføre egenskabsdata til brug for udveksling og mængdeudtræk.
Da ArchiCAD ikke arbejder med NURBS eller algoritmer til at beskrive organisk formet geometri, omsættes dette til former som BIM-programmet bedre kan forstå. Det betyder, også at det er væsentlig lettere at styre og redigere formen i Rhino/Grasshopper, og så opdatere BIM-objektet i ArchiCAD bagefter.
Se også videoen herunder, som giver et rigtig godt indtryk af hvordan workflowet mellem Rhino og ArchiCAD fungerer.
Rhino er en sandkasse uden begrænsninger som de mest kreative, konceptuelle formgivere nyder at skitsere i, fremfor BIM-programmer som Revit og ArchiCAD. Men det er indiskutabelt, at BIM-programmerne er væsentlig bedre til projektering end Rhino og Grasshopper (samt AutoCAD), så det er vigtigt at finde en god måde at kunne integrere de to arbejdsmetoder på. Nogle projekter lægger måske op til at Rhino kører længe som eneste værktøj i skitsefasen og måske også parallelt med BIM under projekteringen, mens andre projekter fungerer bedst ved at køre BIM tidligt eller helt fra starten af. Der kan være mange faktorer der spiller ind i dynamikken mellem værktøjerne, som f.eks. tidpres, kompetencer, licenser til rådighed, krav fra bygherre og meget mere…
Arkiveret under:Nyheder, Set på nettet, Software, Tip og Tricks, Undervisning Tagged: archicad, arkitekter, BIM, BIM Equity, funktioner, graphisoft, Grasshopper, objekter, revit, Rhino, Rhino Connection, samarbejde, skitsering, software, udveksling
