Den amerikanske tegnestue, SYLLA,i Florida har skrevet et blogindlæg, som jeg synes er værd at skrive lidt om. Ikke omkring deres arkitektur og egentlig heller ikke omkring hvilken BIM-software de benytter, men omkring hvilke faktorer der indgik i deres valg af BIM-software. – Først får i lige et billede fra ét af deres projekter.
I dette blogindlæg fortæller de om, hvordan finanskrisen tvang dem til at kigge grundigt på hvordan de kunne implementere BIM på den mest fordelagtige måde. Tegnestuen benyttede i forvejen Microstation fra Bentley og overvejede at opgradere til deres nye BIM-platform AECOsim Building Designer, som dækker en rækkes fag-discipliners BIM-behov. Men p.g.a. nye licens-regler, ville det blive meget dyrt at opgradere, så det var oplagt også at overveje andre BIM-programmer som Revit og ArchiCAD, når de nu alligevel stod overfor et større og investering i software…
Egentlig var tegnestuen godt tilfreds med softwaren Microstation fra Bentley og i test var hverken Revit eller ArchiCAD et dårligt valg, men det var tydeligt, at det ville komme til at handle om noget helt andet.
“SYLLA, a design-oriented firm focused on modern architecture, has always been bullish with the computer technology and was using BIM-related technologies as early as 1999. In fact, we designed a large new high school using BIM-related technology before even the word BIM was coined about 10 years ago. So we knew exactly what to look for in a new BIM application”
Tegnestuen lægger vægt på, at de er arkitekter og ønsker et værktøj der understøtter deres faglige fokus. Både Bentley og for den sags skyld Autodesk har et syn på BIM, hvor de forsøger at lave en platform, der kan løse alle opgaver på tværs af fag-discipliner og opgavetyper. Bentley har stor succes med denne strategi ved design af boreplatforme og infrastruktur, ligesom Autodesk har stor succes med at samle Revit, som ét program (eller platform) for både arkitekt, konstruktions- og installations-ingeniør. En sådan løsning gør det væsentlig lettere at dele filer på store “Design-Built”-tegnestuer, hvor samme kontor laver al fag-rådgivning, men det er måske ikke den bedste løsning for alle.
“It is hard enough to get one software program right, much less when you are involved in so many others that have to be integrated. It becomes an extremely complex programming endeavor in which the architecture component gets easily lost”
Så Sylla begyndte at kigge meget mere efter hvilket program, som alene kunne dække deres behov og gav dem det bedste workflow på tegnestuen. Det skulle være et program der var fokuseret på arkitektur, og helst kun ét program frem for to eller tre lagt oven på hinanden. I deres logik er det lettere for software-udviklerne at rette fejl i ét program frem for en hel program-pakke og prisen vil ofte også være mere rimelig, da man kun betaler for det man bruger.
Denne tanke om, at man bruger de værktøjer, man synes giver bedst mening – ikke for alle i byggebranchen eller alle opgaver i al fremtid – kaldes OpenBIM. Det handler om, at BIM ikke er én platform, men hvert værktøj er én brik, der samles med andre brikker i et puslespil, der tilsammen skaber en bygning. Arkitekten vælger det program der er bedst for ham, ingeniørerne vælger deres programmer, entreprenøren sit og under bygningens drift kan det være, at man skifter software mange gange. Alle brikkerne kædes sammen med fil-formatet IFC, som fællesnævner.
Nogle vil sige at IFC er “laveste fællesnævner” og ikke garanterer en problemfri udveksling mellem projekterings-teamet. Når man spørger tegnestuen BIG, som er store fortalere for OpenBIM, var deres erfaringer med at udveksle Revit-filer mellem de projekterende parter ikke altid problemfrit. De er derfor ikke bange for, at satse på udveksling på tværs af software-platforme og arbejde sig igennem de problemer der vil opstå undervejs.
Så måske skal vi fokusere på, at jo mere viden vi deler, jo bedre bygninger skaber vi. For at kunne udveksle filer bredest muligt, bør vi tage hensyn til, at forskellige parter har forskellige behov og forudsætninger, der betyder de vælger forskellige arbejdsværktøjer. Derfor har vi brug for flere, der som tegnestuen Sylla og BIG, tør at satse på at udskifte tanken om BIM som én platform, med idéen om at BIM som et puslespil af de bedste værktøjer.
Arkiveret under:Debat, Interview, Set på nettet, Software Tagged: AECOsim, archicad, arkitekter, åbne standarder, Bentley, bentley microstation, BIM, BIM Equity, IFC, revit, samarbejde, software, udveksling
