Nogle mener at skiftet fra CAD til BIM, også er et skift fra tegninger til modeller. Med denne indstilling er tegningerne på vej ud af byggeriet og håndværkerne skal indstille sig på, at de skal opføre huset direkte fra en digital model.
Jeg tror ikke på, at tegningen er ved at dø. Jeg er sikker på, at tegningen bliver stadig vigtigere. Nok ikke som print, men nærmere som digitale dokumenter, ligesom vi kender i dag på PDF. Men en tegning for mig, kan sagtens kombinere farvede planer, snit, 3D-illustrationer og visualiseringer…
I takt med at byggeri bliver stadigt mere kompliceret er der et behov for, at dokumentere rådgivernes visioner mere specifikt. Samtidig bliver tegningerne genereret direkte fra BIM-projektet, så en selv en omfattende dokumentation behøver ikke at tage lang tid at lave.
Men nu er der sket noget nyt! Det gratis program BIMx Docs samler traditionelle digitale tegninger med 3D-modellen, og fletter alle delene sammen med links, som man kender det fra internettet.
Idéen er, at man kan se tegninger, og klikker man på en snit-pil i planen, hopper man direkte til det valgte snit. Man kan vælge at se snittet som en traditionel tegning, eller se det som perspektivisk snit i 3D-modellen. Overgangen mellem de to visninger, kæder intelligent tegninger og model sammen, så man virkelig forstår, hvordan snittet er lavet og hvordan bygningen hænger sammen. – Det skal opleves!
Man kan også selv flytte 3D-snittet dynamisk, eller lægge plantegningen på gulvet af 3D-modellen, så man kan gå rundt i bygningen og se de ting der kun fremgår af tegningsmaterialet (så som sprinktling). Klikker man på et objekt, kan man se egenskabs-data, så hele BIM-oplevelsen er komplet.
Så nu kan man få en helt ny oplevelse af et byggeri, som ikke kræver særlige BIM-kompetencer. Modellen og tegningerne er tilgængelige på ens iPad via et gratis program, og det er super let at bruge. Vil man benytte disse funktioner til at knytte tegninger og 3D-model, skal man dog betale for programmet eller pr. model man åbner.
Programmet BIMx findes til Mac, Windows og Android, men det er i øjeblikket kun til iOS (iPad, iPhone og iPod Touch), at den udvidede BIMx Docs kan downloades fra Apples App Store. Versioner til Android og almindelige, gammeldags computere er på vej…
Du kan downloade programmet gratis hér og prøve det gratis test-projekt…
Arkiveret under:Nyheder, Set på nettet, Software Tagged: archicad, arkitekter, BIM, BIM Equity, BIMx, graphisoft, iPad, objekter, software, visualisering
