Der er ikke én BIM-platform der er bedst til alle opgaver i al fremtid, og det ser ud til, at flere virksomheder i stadig højere grad kigger på, hvordan man kan kombinere de bedste digitale redskaber, frem for at vente på, at udviklerne bygger alle tænkelige funktioner ind i deres yndlingsprogram.
Ser man på de mest kreative og konceptuelle tegnestuer i Danmark, er én af barriererne for at kaste sig over BIM helt fra de første faser, at programmerne Rhino og Grashopper giver en ellers uset fleksibilitet og formgivnings-frihed, der hurtigt kan visualiseres.
BIM Equity har arbejdet med at kombinere styrkerne i Rhino og Grashopper med styrken i ArchiCAD som projekterings-værktøj. Da man gerne skal tænke projekteringen ind fra de tidlige faser og helst skal blive ved med at designe, afprøve og formgive langt ind i de seneste projekteringsfaser, betyder det, at der vil være et parløb mellem flere forskellige værktøjer gennem hele projektforløbet.
Denne kreative process omkring form, funktion, bygbarhed, økonomi, koordinering, kvalitetssikring og kommunikation betyder også, at det vil være smart at bygge bro mellem nogle nøgle-programmer på tegnestuen. Og udover Rhino, Grashopper og ArchiCAD, kan man let komme i tanke om andre som f.eks. BIMx, Solibri Model Checker, Artlantis, Excel og MS Project.
Da Rhino arbejder med N.U.R.B.S. på en helt unik måde og Grashopper med parametri som ingen andre, er der brug for flere forskellige tilgange til at koble konceptuel formgivning til BIM. Et eksempel kan være, at trække nogle avancerede former fra Rhino ind i ArchiCAD, for at udnytte bege programmer hvor de er bedst.
Eksemplet herunder, er Blåvand Museum, der er under udarbejdelse af BIG – Bjarke Ingels Group. Projektet er skitseret i Rhino bl.a. med 4 dobbeltkrumme tagstykker. Ved overgangen til myndighedsprojekt, skiftede arbejdet fra Rhino til ArchiCAD, hvor de dobbeltkrumme tage, let blev modelleret. Da tagenes form under projekteringen igen blev mere kompleks – med forskellig tykkelse i hver ende og en fals, der griber en glasfacade – var Rhino et bedre modelleringsværktøj end ArchiCAD. Derfor oveførte man de 4 tage fra Rhino til ArchiCAD via et plugin til Rhino, der omformer Rhino’s geometri til BIM-objekter i ArchiCADs GDL-format.
Det betyder, at objekterne kommer ind i ArchiCAD med fuld geometri og en begrænset parametri, hvilket i praksis betyder, at man har nogle valgmuligheder for at styre objektet i ArchiCAD, men skal man lave større ændringer, går man tilbage i Rhino og tilretter objekterne og eksporterer dem igen, så de automatisk opdateres i ArchiCAD. Her under ses et eksempel på et dobbeltkrumt tag med differentieret tykkelse i hver ende, når det er importeret i ArchiCAD.
For at opnå en større fleksibilitet og integration mellem Rhino/Grashopper, har en lille håndfuld medarbejdere fra BIG deltaget i et GDL-kursus, hvor de har lært at kode avancerede parametriske objekter direkte i ArchiCAD’s eget objekt-format. På denne måde kan man tage simle beskrivende former, som f.eks. matematisk definerede, krumme 3D-linier (“splines”) og trække ind i GDL-objekterne som ren information, der så i ArchiCAD omsættes til geometri. – Så lykkedes det vist også at tabe de sidste læsere!
Et billede er mere værd en 1.000 ord, og herunder er der for ca. 2.000 ord af parametrisk test af hvordan data, kodning og BIM kan gå hånd i hånd. Øverste billede er fra Rhino/Grashopper og nederste er oversættelsen i ArchiCAD med den simple program-kode vist.
Så er den indre nørd blevet vækket, og tænker nu: “hvis man så bare kunne få Excel inddraget på én eller anden måde…”
BIM er samarbejde mellem kolleger, fag-rådgivere, byggeriets parter og mellem software og fil-formater. Det handler om at gøre processen lettest mulig og skabe et workflow, der rammer plet i forhold til at give nok muligheder uden at det bliver for kompliceret. Måske har vi ikke helt landet niveauet for kompleksitet, men der er helt klart nye muligheder i koblingen mellem Rhino, Grashopper og BIM.
GDL er et simpelt sprog for system-kode, så det er bare med at komme i gang med at programmere dine helt egne BIM-objekter :-)
Arkiveret under:Erfaringer, Fortællinger, Software, Tip og Tricks Tagged: archicad, arkitekter, BIG, BIM, BIM Equity, erfaringer, funktioner, GDL, Grashopper, implementering, objekter, parametri, Rhino, skitsering, software, visualisering
