Sidste uge afholdt BIM Aarhus årest store konference: BIM Europe. Der var gæsteforelæsere fra hele Europa, lige fra Portugal til Norge, som kom for at fortælle om hvor langt de er kommet med BIM. Der var også et stort fremmøde, så der var knapt et ledigt sæde i Arkitektskolens store auditorie i Aarhus.
Disclamer: Jeg undskylder med det samme, at alle billeder af præsentationerne er taget med min telefon fra salen, og derfor ikke giver den smukkeste oplevelse!
Første forelæsning var Pierre Benning fra Bouygues Construction i Frankrig. Han fortalte om hvordan de bl.a. er i gang med et milliard-byggeri, en koncertsal af Jean Nuovelle. Prisen for byggeriet er steget undervejs fra udbuddets 150 mio. € til over 380 mio. €. Det lyder underligt bekendt!?!
![IMG_0956 kopi]()
Bouygues Construction har benyttet IFC mellem faggrupperne, der benyttede forskellige programmer som Revit (skaller), Tekla (rammekonstruktion), Catia (Facader) og Rhino (samlet design af klimaskærm og konstruktion). Det var spændende at høre, hvordan de havde gransket projektet visuelt, ved at lave både tværgående og længedegående snit med 20 cm mellemrum gennem hele bygningen. – Ikke den mest effektive kvalitetssikring…
Næste forelæser var endnu en entreprenør: Lejla Secerbegovic fra Max Bögl i Tyskland. Hun konkluderede, at der ikke er nogen software, der er bedst til alle opgaver, og Max Bögl ikke har kunne finde en BIM-platform, der passer deres behov. De benytter AutoCAD, Revit, Tekla (stål og prefab), BIMsight og iTWO (4D og 5D) med IFC som det interne fil-format.
![IMG_0965]()
Max Bögl kan godt lide små software-udviklere, som kan indbygge en ønsket funktionalitet på en uge, hvor de med udviklere som Autodesk kan vente i 3 år uden der sker noget, uanset hvor god en idé de har haft. For at gøre sig uafhængige af software-producenter, har de derfor bygget IFC helt ind i deres intranet. – SMART!
Tredie forelæser er ikke entreprenør, men en lille BIM-rådgiver, António Ruivo Meireles fra ndBIM Virtual Construction, der tidligere har været BIM-manager hos den kæmpe entreprenør MOTA-ENGIL i Portugal, med ansvar for omstillingen til BIM.
![IMG_0970]()
António lagde vægt på, at man skal finde en “evangelist” i virksomheden til at implementere BIM med succes, og så skal ledelsen ikke bare beslutte sig for BIM, men også vide hvor problemerne er. Han råder til man tester programmerne grundigt før man beslutter sig for en platform. Sloganet var: “Say no to Hollywood BIM! Do it wisely!”
Efter frokosten blev det for alvor spændende, især for arkitektene. To af de helt store ikon-tegnestuer, skulle fortælle om hvordan de benytter BIM. – Kan det virkelig være rigtigt, at kreative arkitekter bruger BIM?!?
Først var det MVRDV, som kiggede tilbage på deres helt store arkitektoniske koncepter omkring Mediacity/Datatown.
![IMG_0972]()
At benytte parametri som udgangspunkt for deres arkitektur og samtidig gøre det digitalt, mener MVRDV er en form for tidlig BIM. Værktøjerne de i dag benytter til deres fortolkning af BIM, “Datascape”, er Rhino og Grashopper.
“BIM giver hurtigt opdateret tegningsmateriale, der giver mulighed for mange interaktioner ved konceptionelt design”
Til projektering benytter de også Revit og AutoCAD, og mener, at de fordele de opnår med BIM er så store, at det betaler sig for tegnestuen, selv om deres samarbejdsparter ikke bruger BIM. Det var en smuk oplevelse, at se deres gamle projekter og deres tilgang til arkitektur, men det var nu ikke det helt store spark i BIM-opleveren…
Så kom turen til den italienske stjerne-arkitekt,
Studio Fuksas, som laver de smukkeste organiske projekter man kan tænke sig i Rhino og Grashopper. Senere overføres modellerne til 2D i AutoCAD. Tegnestuen benytter mange håndlavede modeller og 3D-print til at opleve deres formgivning.
Fuksas benytter ofte 3D-modeller direkte til produktion, hvor f.eks. stål-komponenter produceres i Italien og sejles til New York, hvor bygningen eller butikken samles frem for bygges. 3D-modeller overføres også fra Grashopper til Excell for udveksling med ingeniører!
Men uanset, hvor ærgeligt det er, at de ikke benytter BIM til at optimere deres projektering og udførelsen af deres projekter, er det utroligt hvor flot arkitektur, det lykkedes dem at skabe. Projektet, Shenzhen Airport, blev gennemgået, og jeg tror hele salen var parate til at rejse til Kina, alene for at opleve bygningen, som blev skabt i tæt samarbejde med ingeniørerne. Men et samarbejde omkring 2D CAD, “dum 3D” og Excell…
Sidste foredragsholder var fra
Cowi i Norge og fra noget så ukendt for de danske BIM-kredse, som en landskabsarkitekt. – Jeg tror jeg så nogle Google, hvad det betyder, når man sætter “landskab”, “arkitekt” og “BIM” sammen.
“BIM handler om at have et holistisk billede af helheden, frem for arkitekter og ingeniører, som kun interesserer sig for bygningen, vejen eller kloakeringen”
Marius Sekse beskrev sig selv som en “blomst” uddannet i kunst, biologi, sociologi og teori. Men med sin ansættelse hos Cowi, blev det hurtigt tydeligt, at det kunstneriske skulle lægges på hylden for at fokusere på at finde løsninger på, hvordan man kan løfte kvaliteten af anlægsprojekterne. Svaret var” fælles standarder og dermed BIM.
Landskabsarkitektens rolle er den samme udendørs, som bygningsarkitektens indendørs. Udgangspunktet er standarder fra bl.a. Statsbygg, som kræver BIM. Dette er normalt for bygninger, broer, togbaner og vejprojekter, men ikke for landskab. Et af værktøjerne for Marius Sekse er en BIM Server, med “one single point of truth”. Dernæst handler det om at “Objectify” alle dele af projektet.
Dette så i præsentationen ikke ud til at gøre projekterne mere levende og poetiske, og når man spørger Marius, hvor “blomsten” er blevet af, er svaret: “We working with the wrong tools using Revit, that is made for buildings. This has been battering me for a while. We need to standardize on software for making trees and vegetation and the importance of a common exchange format like IFC”.
![vianova]()
Da Marius Sekse startede hos Cowi efterspurgte han programmer med et mere organisk formsprog som f.eks. Rhino og Maya, hvilket ikke var til rådighed. Og med de forkerte værktøjer, er det svært at være kunstnerisk. Marius mener også, at danske landskabsarkitekter er mere kunstneriske end de norske, og på den måde får lov til at lave projekter med større armbevægelser end Cowi gør i Norge.
Men hvordan benytter Cowi så BIM til deres landskabsmodeller? “Terrain models in Revit are OK, when terrain is flat. With non flat terrains, you need to use other tools. Revit and Infoworks are not the best tools, and moving between diferent tools are a time waster.” Så Martin Sekse ser en nødvendighed i at branchen benytter professionelle værktøjer, da BIM som arbejdsmetode er den eneste måde at sikre en højere kvalitet. Men han efterspørger modsat også nogle værktøjer, der kan give landskabsarkitekterne deres frihed og kunst tilbage.
Med dét var dagen forbi og efterlod et underligt indtryk af det europæiske BIM-niveau. De store internationale entreprenører kaster sig over BIM uanset omkostningerne, og selv om det til tider er på en lidt klodset facon. De kreative arkitekter tror de benytter BIM og høster en masse fordele heraf, men når det kommer til stykket er det i hvert fald ikke som jeg definerer BIM. – Og ikke med de fordele jeg havde håbet at se!
Der er en stor brug af Rhino og Grashopper fra entreprenører til landskabsarkitekter, hvilket er dejligt at se. Men underligt, at de ikke overfører modellerne til BIM-programmer for projekteringen, for at høste fordelene ved BIM. – Det er jo ikke så svært!
Næsten alle fortalte om masser af forskellig software holdt sammen med IFC, som ingen brokkede sig over kvaliteten af. Dejligt at høre, at OpenBIM vinder frem omkring os :-)
Og når alt kommer til alt, handler det jo om fokus og kompetencer. Er fokus på mest effektivt at skabe funktionelle bygninger uden fordyrende og ødelæggende fejl, eller er det at skabe et fantastisk kunstværk. Det ser ud til, at det for mange af byggebranchens spillere er svært at skabe en ballance mellem de to sider af vejen, som får de danske tegnestuer og enteprenører til at fremstå, som værende rigtig godt med.
Det kunne være interessant, til BIM Aarhus’ næste konference, at finde nogle af de internationale spillere, som virkelig er kommet langt med BIM og er lykkedes med at skabe en god forretning ud af det, uden at have ofret det poetiske og kunstneriske i deres projekter og dokumentation. – Jeg glæder mig allerede :-)
Arkiveret under:
Debat,
Event,
Nyheder Tagged:
archicad,
arkitekter,
åbne standarder,
BIM,
BIM Equity,
BIM-server,
funktioner,
IFC,
implementering,
objekter,
openBIM,
revit,
samarbejde,
skitsering,
software,
udveksling,
visioner